onsdag den 11. januar 2012

Her er ikke noget at se

I hvert fald ikke noget af det kreative.
Ikke fordi jeg ikke laver noget. Jeg strikker og strikker og ...
Og fumler mig lidt frem med prøver til indbydelser til konfirmationen.

Forleden middag var min mand og jeg næsten alene hjemme.
Vi smurte et par ostemadder, lavede the og
mens de to store var i henholdsvis i skole og børnehave og den bette sov til middag,
så vi filmen "Dirch"


I min barndom husker jeg tydeligt vores facination af Dirch Passer i min familie.
Vi æææælskede ham.

Men jeg hadede virkelig filmen.
For det første synes jeg den var for tynd, ikke dybdegående nok.
Jeg var efter filmen nødt til at google lidt om Dirch for at få svar på alle ubesvarede spørgsmål.

Og så blev jeg simpelthen så trist!
Sikke en sørgelig historie om en mand vi alle elskede og beundrede, men havde så lidt selvtillid og tro på sig selv.
Som til sidst, sammen med en del alkohol, tærede ham op.
Jeg vidste simpelthen ikke sandheden om hans liv.
I min lille naive verden levede han som vi så ham på film og i revy'er. Sprudlede og fuld af liv.
Trist...

3 kommentarer:

Heidi Clara sagde ...

Hej Lene,
dit barndomsbillede af Dirch passer fuldstændig med mit. Jeg tænkte altid, at det må være det bedste i verdenen at have en far som ham. Og hans kone måtte jo være verdens heldigste, for han var jo sjov, nærværende og omsorgsfuld - i hvertfald i min barneverdenen. Men jeg lærte hans historie at kende, i starten af mine 20ére og det er jo det ærgelige ved biografier (hvad enten de er i bog eller film form) de viser mennesket. Uanset om det er godt eller skidt.
Men det er jo ikke anderledes i dag. Verden har lige mistet Anders Frandsen. En mand, der i mine øjne er varm, rar og enhver svigermors drøm. Han bor og er ensom og tager sit eget liv (af årsager ingen egentlig kender til) men det er bare ikke hvad man forventer fordi vi har sat vores egne forventninger uden at kende personerne.
Det er en trist måde at gå bort på.
Hilsen Heidi Clara

Velkommen hos indretning med farver. sagde ...

Jeg havde det ligesom du beskriver.
Var ked af at se, hvordan han blev behandlet af Keld og alle de andre, der tog ham for givet.
Jeg har aldrig tænkt på at han drak.
Troede bare han havde styr på det hele.
Men vi ved jo allesammen, at der gemmer sig noget bag et hvert menneske.
Blev bare så ked af, at han ikke fik den hjælp han skulle have.
Men måske virkede han, som om han havde styr på det hele udadtil, ved at bruge sin klovne figur.
Det ser man tit i virkligheden.
Dem som har et skidt selvværd prøver at spille fransk klovn for ikke at vise hvem de i virkligheden er.
Tror også det er derfor man blev så ked af det.
Havde ønsket lidt, at de skrev årstal og fortalte når han skiftede kone og fik børn.
Den var meget forvirret.
Men rigtig sørgelig.
Ville ønske jeg slet ikke havde set den, så jeg stadig kunne gå i min barnetro, om at han var den jeg troede han var.

Knus Susi

Gustavs mor sagde ...

Måske jeg bare skal lade være med at se den efter jeres "anmeldelser. Vi har den liggende herhjemme, men har endnu ikke fået den set. Vil i hvert fald overveje at lade være, og så beholde det "billede" jeg har Dirch.
Melder mig forresten lige som fast læser :) Skøn blog du har her